Ragnar Collections kunsture

ART TEMPUS // Montblanc i verdensklasse

Med navne som danske Per Kirkeby og engelske Ian McKeever er ART TEMPUS kunsture i verdensklasse! Der er tale om at kunstnerne hver især har lavet 10 unika kunstværker på urskiverne til Montblanc-ure. Et dekadent og luksuriøst samleobjekt for dem, der har en stor forkærlighed for kunst og ure.

Ideen opstod i Berlin i en brandert..

..Og det er ikke løgn! Ideen om at udgive en serie kunsture kom til Alice og Steen, da de havde gennemtravet kunstmessen i Berlin og sad på den berømte Paris Bar med gode venner, kunstnere og gallerister. Over god mad og rigeligt med vin blev der talt om lidt af hvert. Steen kunne se det hele for sig – at kombinere sin passion med sin hobby. Der skulle dog gå 3 år førend, det blev en realitet. Men det var hele ventetiden værd, og det er med stolthed, at Per Kirkeby og Ian McKeever indtil videre har været en del af RAGNAR Collections og ART TEMPUS.

Montblanc – nøje udvalgt til projektet..

Det er langt fra tilfældigt, at Montblanc blev valgt som det urmærke, der skulle prydes med ART TEMPUS.

Montblanc har gennem mange år været dybt involveret i kunst og kultur – og har med mange tiltag været mæcen for kunst i utroligt mange retninger. Eksempelvis erhverver ”The Montblanc Cultural Foundation” kunstværker, der efterfølgende udstilles i ”The Montblanc Gallery” og i virksomheden til medarbejdernes fornøjelse.

Per Kirkeby på 7,065 cm2

Da Per Kirkeby blev præsenteret for ideen om at lave et miniature-kunstværk på en urskive, var han straks med på ideen. Hver gang han tegner eller maler, slår han en cirkel om de centrale eller særligt betydningsfulde elementer, hvorfor den runde urskive var særdeles tiltalende for ham.

Uret, som skiven er monteret på, er fra Montblanc. Kunsten på skiven er lavet af Per Kirkeby, og konceptet er skabt af Steen Ragnar, som en del af RAGNAR COLLECTIONS. Kom ind og se de verdenskendte og kunstneriske blyantsstreger.

Ian McKeever – fra transparent til solid

Ian McKeever har sagt følgende om sit kunstur i RAGNAR Collections-serien:

”Normalt går man ud fra, at form, rum, linjeføring og farver optager malere, men tid er også vigtigt. Så det, at få til opgave at male et meget lille maleri på hvad der essentielt er en ’tidsmaskine’, var en fascinerende udfordring. Jeg maler som regel med mange transparente lag farve, men fordi tid i sig selv også er fyldt med lag, og på sin vis også er transparent, virkede det mere rigtigt at arbejde med solide former”, har Ian McKeever fortalt.

Netop fordi urene ikke har nogen skiver, forekom det ham vigtigt at placere noget på urets front, som kunne udgøre et referencepunkt – for netop at gøre ’tiden’ mere konkret.